Her er parterne bag Naturalliancen
Naturalliancen i Thy og Han Herred er et samarbejde mellem otte offentlige og private parter: 15. Juni Fonden, Aage V. Jensen Naturfond, Den Danske Naturfond, Klimaskovfonden, Jammerbugt Kommune, Thisted Kommune, Naturstyrelsen og Nationalpark Thy. Parterne bidrager med forskellige kompetencer, arealer og finansiering, men arbejder mod det fælles mål om større og bedre sammenhængende natur i Thy og Han Herred.
Otte parter med forskellige roller
De enkelte parter har forskellige roller i Naturalliancen. Nogle ejer og forvalter store naturområder, nogle køber nye arealer eller finansierer naturprojekter. For alle parter gælder det, at de også haropgaver uden for alliancesamarbejdet.
15. Juni Fonden - bidrager med arealkøb i og omkring Nationalpark Thy. Fonden støtter udvidelser og projekter via donationsmidler.
Den Danske Naturfond - ejer og forvalter 650 hektar og støtter større naturprojekter i hele Thy og Han Herred.
Aage V. Jensen Naturfond - ejer og forvalter 5.500 ha i Vejlerne.
Klimaskovfonden - giver tilskud til nye skovområder i Thy og Han Herred og køber arealer, der omlægges til skov. Indsatsen koordineres med statslig og kommunal skovrejsning.
Thisted Kommune - har ansvar for natur-, miljø- og klimaplanlægning, herunder den grønne trepart og Natura2000.
Jammerbugt Kommune - har ansvar for planlægning af natur, miljø og klima, inkl. den grønne trepart og Natura2000.
Nationalpark Thy - arbejder med naturpleje og -genopretning på private og fondsejede arealer i nationalparken.
Naturstyrelsen - forvalter ca. 32.000 ha natur og skov i Thy og Han Herred. Styrelsen arbejder med etableringen af naturnationalparker, urørt skov, skovrejsning og den grønne trepart.
Naturstyrelsen Thy koordinerer samarbejdet. Naturalliancen har for nuværende ikke et sekretariat. I stedet mødes ledere fra alliancens parter i koordineringsmøder, hvor eksisterende indsatser og nye projekter koordineres.
Et samarbejde - ikke en ny organisation
Naturalliancen er et samarbejde mellem selvstændige organisationer og ikke en ny myndighed eller arealejer. Parterne gennemfører projekter både hver for sig og i fællesskab og koordinerer deres indsatser, så de kan bidrage til større sammenhæng i naturen.
De almindelige regler om myndighedsbehandling gælder fortsat, og Naturalliancen overtager ikke myndighedsopgaver fra staten eller kommunerne.
Arealerne har forskellige ejere
Naturalliancen ejer ikke selv de arealer, der indgår i arbejdet. De ejes blandt andet af staten, fonde og private lodsejere.
Projekter på private arealer bygger på frivillige aftaler med lodsejerne. Lodsejere kan enten ønske at sælge arealer til en Naturalliancens parter, eller ønske med Naturalliancens hjælp og støtte at få gennemført naturprojekter på egne arealer, som fx genoprettelse af naturlig hydrologi, rejsning af skov, græsning mm.